Skolebænkene på landets erhvervsakademier bliver fyldt godt op efter sommerferien. Der er bud efter de korte videregående uddannelser fra voksne, der har mistet deres job.
Erhvervsakademierne udbyder uddannelser som datamatiker, multimediedesigner og ejendomsmægler, men specielt bygningskonstruktøruddannelsen har vundet frem blandt de voksne studerende. Det er en uddannelse, som blandt andet arbejdsløse tømrere kan tage.
40-årige Anders Nørup-Nielsen, der blev fritstillet fra sit job sidste år og siden har søgt 75 job uden held, er én af dem, der nu søger ind på et erhvervsakademi.
"Her i finanskrisen synes jeg, at det kunne være godt at bruge tiden på at uddanne mig i stedet for at søge job, som er svære at få, og som måske heller ikke er det, jeg ønsker," siger han til P3Nyheder.
DR Nyheder har lavet en rundringning til landets erhvervsakademier, der viser, at de næsten alle har oplevet en stigning i tilmeldinger fra voksne. På nogle uddannelser er der tale om en fordobling af antallet af voksne studerende.