Det er blevet nemmere at være privat virksomhed i Danmark. Siden regeringen trådte til i 2001, er ikke mindre end 10 procent af de administrative byrder for virksomhederne således blevet fjernet. Det viser en ny undersøgelse fra Erhvervs- og Økonomiministeriet.
Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K) er begejstret over resultatet, der er led i regeringens strategi om, at de administrative bryder for virksomhederne i 2010 skal være nedbragt med 25 procent.
- Det glæder mig, at de nye tal viser, at vi er nået et godt stykke vej med at reducere virksomhedernes administrative byrder. Det betyder, at virksomhederne kan bruge mere tid på at drive virksomhed i stedet for at udfylde formularer, og det forbedrer vores konkurrenceevne, siger han.
Lettelserne i de administrative byrder er blandt andet skabt ved, at virksomhederne skal lave færre og enklere indberetninger til det offentlige.
Og det undrer næstformand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post. Ifølge hende er vilkårene for den offentlige sektor - og ikke mindst de ansatte, som hun repræsenterer, gået den stik modsatte vej af vilkårene for erhvervslivet. Ikke mindst sagsbehandlerne på jobcentrene har således fået markant flere administrative byrder under den nuværende regering.
- Det er jo nærliggende at tolke det som mistillid til offentligt ansatte, hvis regeringen i den periode, hvor sagsbehandlerne er blevet overdynget med krav om indberetninger om alle mulige forskellige ting, samtidig har gjort det modsatte for erhvervslivet, siger hun og henviser til en miniundersøgelse, som hendes forening for nyligt lavede.
Den viste, at sagsbehandlerne på jobcentrene blot bruger 18 procent af deres til på egentlig borgerkontakt. Resten af tiden går med registreringer og møder.
- Vi ved ikke, hvordan fordelingen var før regeringen kom til, for da var det slet ikke noget problem, siger Bettina Post.