På blot fire år er antallet af ledige, der kommer i jobrotation, steget markant. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
I 2010 var 433 ledige i jobrotation under den ordinære ordning. Antallet er steget støt frem til i år, hvor Arbejdsmarkedsstyrelsen skønner, at 4306 ledige vil komme i jobrotation. Det skriver Information.
Brugen af jobrotation stiger typisk i perioder med høj arbejdsløshed, og det er sandsynligvis også årsagen til den nuværende tendens, vurderer Thomas Bredgaard, lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.
- Det er et instrument, hvor du slår to fluer med et smæk. Du får opkvalificeret de beskæftigede, og det ved vi, der er behov for.
- Samtidig får man nogle arbejdsløse ind på arbejdspladserne, som muligvis kan blive fastansat bagefter eller i hvert fald forhåbentlig får nogle kvalifikationer, siger han.
Ifølge Thomas Bredgaard er der i de kommende år behov for, at mange ufaglærte får en faglig uddannelse. Og i det hele taget er det nødvendigt med løbende efter- og videreuddannelse på arbejdspladserne, vurderer han.
Virksomheder, der benytter sig af jobrotation, får mulighed for at ansætte ledige som vikarer med offentlig støtte, mens en gruppe fastansatte medarbejdere bliver efteruddannet. Det er et af de dyreste værktøjer i den offentlige aktiveringskasse.
Særligt de kommunale arbejdsgivere er flittige til at sende ledige i jobrotation. Sidste år foregik 82 procent af al jobrotation inden for det offentlige, og heraf udgjorde kommunernes andel 93 procent.
Regeringen satte 190 millioner kroner af til mere jobrotation i forbindelse med Akutpakke 1 sidste år, og i finansloven for i år er der fundet yderligere 47 millioner kroner til øget tilskud til jobrotation i private virksomheder.
Fungerende arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) glæder sig over, at flere ledige er blevet omfattet af ordningen.
/ritzau/