Aston Villas manager, Paul Lambert, og hans tidligere klub, Norwich, er endt i et juridisk slagsmål, efter at de to parter gik hver til sit i sommer.
Norwich' formand Alan Bowkett har ifølge Reuters fortalt flere af klubbens tilhængere på et fanforum, at Paul Lambert kræver to millioner pund svarende til 18,5 millioner kroner i kompensation for kontraktbrud.
Men Paul Lambert kunne fredag på et pressemøde fortælle, at det rent faktisk er Norwich, der sagsøger ham for sit skifte til Aston Villa.
- Jeg er meget skuffet over, at ledere i Norwich har udtalt sig om mig, siger Lambert.
Han vil nu have Premier League-managernes tribunal til at tage stilling til, om han er blevet uretfærdigt behandlet i forbindelse med sit stop som manager for Norwich.
- Det vil være forkert af mig at komme med yderligere kommentarer, så jeg vil ikke sige mere, siger Paul Lambert, der dog alligevel tilføjer:
- Hvad Norwich endnu ikke har offentliggjort er, at de sagsøger mig. Jeg er bekymret for, om Norwich' fans kun hører den ene side af historien.
Både Norwich og Aston Villa har fået en skidt indledning på den igangværende sæson i Premier League. Norwich ligger efter seks spillerunder under nedrykningsstregen med tre point, mens Aston Villa har to point mere på 15.-pladsen.
/ritzau/