Kongekobraen er en af verdens farligste giftslanger, så der er ikke noget at sige til, at de omkring 10 thailandske slangefangere gik forsigtigt til værks, da netop en fire meter lang kongekobra skulle indfanges.
Normalt lever kongekobraen i skovene i både Indien, Indonesien og Thailand.
Slangen er kannibal, da den hovedsageligt lever af at spise andre slanger.
Den fire meter lange kongekobra i Thailand havde dog forvildet sig alt for tæt på by og mennesker, da den pludselig dukkede op ved en vej med både kørende og masser af gående trafik.
Derfor skulle den lange kongekobra indfanges, som det fremgår af nyheds-videoen herunder, hvor de 10 slangefangere kæmper en forsigtig linedans for at fange slangen, uden at blive ramt af dens dødbringende gift.
Føler en kongekobra sig truet, kan den nedstirre en voksen mand i øjenhøjde.
Den kan rejse en tredjedel af sin krop op, som kan blive op til seks meter lang.
Det gør den til den længste giftslange i verden.
Kongekobraens gift er ikke den kraftigste blandt giftslangerne, men den kan alligevel i et enkelt bid levere nervegift nok til at slå hele 20 mennesker ihjel.
Selv om opgaven var svær og krævede stor forsigtighed, så lykkedes det til sidst at indfange kongekobraen, som derefter blev flyttet væk fra det beboede område og tilbage til sit mere naturlige område.