Et mobilopkald hjem til lillemor fra poolen i Tyrkiet eller Egypten kan blive en dyr affære, hvis du er kunde hos det forkerte mobilselskab.
Det viser en opgørelse over prisen på opkald til Danmark fra de fem mest populære rejsemål uden for EU, som Mobilsiden.dk har udarbejdet for Newspaq.
Størst forskel på prisen mellem dyreste og billigst opkald findes i Tyrkiet.
Her tager Telia og Call Me hele 22,50 kroner per minut, mens en række andre selskaber blot lægger otte kroner på din mobilregning.
Det svenske telefonselskab forsvarer den høje pris.
"Når en kunde benytter sin mobil i udlandet, er det naturligvis dyrere end i Danmark, fordi vi, ligesom alle andre danske teleoperatører, er nødt til at samarbejde med de udenlandske operatører. De lukker os ikke gratis ind i deres netværk, så priserne afhænger af de enkelte aftaler med hver operatør," forklarer Jesper Korsskov, der er produkt- og marketingdirektør i Telia Mobility, over for Newspaq.
Men selskabet erkender samtidig, at de ikke er billige på dansk-tyrkisk mobilsnak.
"Vi har fokuseret på andre dele end opkald fra Tyrkiet til Danmark, fordi vi kan se, at det er ganske lille del af vores kunders opkald kommer fra Tyrkiet til Danmark," lyder det.
Telia skiller sig i det hele taget ud som en dyr telefonløsning, hvis du ofte ringer hjem fra lande uden for EU.
Et opkald hjem fra Thailand koster eksempelvis godt 12 kroner. Det klarer den positive bundskraber Telenor for otte kr.
De europæiske lande har for nyligt indført regler, der harmoniserer priserne på udenrigstelefoni inden for EU's grænser.
Mobilsiden.dk er klar med et par anbefalinger til at få feriemobilregningen ned.
1) Køb et lokalt sim-kort.
2) Når du er i udlandet, kan du selv vælge, hvilket netværk du vil bruge. Inden du tager hjemmefra, kan du tjekke priserne på de forskellige netværk i det land, du rejser til. Gør det på dit teleselskabs hjemmeside. Når du er i udlandet indstiller du din mobil til at bruge det netværk du hjemmefra har fundet ud af er det billigste.