Bakterielt stof skal sprøjtes over blade på egetræer, der er blevet inficeret af den giftige larve egeprocessionsspinderen, i Odense.
Det sker som led i bekæmpelsen af larven, der fredag går ind i anden fase. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Larven kaldes også for "larven fra helvede", og tidligere på året blev omkring 1000 reder for den potentielt giftige larve fjernet i Odense.
To firmaer er hyret til at forestå bekæmpelsen. Hvor det ene vil fokusere på varmebehandling og at fjerne nye reder, og det andet vil stå for den førnævnte sprøjtning af egetræsblade.
Det bakterielle stof er ikke skadeligt for andre dyr, planter, træer eller mennesker, skriver kommunen.
Men larven kan derimod ikke tåle bakterien, som man antager den får i sig, når den tygger på egetræernes blade.
/ritzau/