Blogger om ressourceforløb: Kommuner trumfer ofte sociale og sundhedsmæssige hensyn
"Praksis med at holde så syge mennesker fast i langvarige ressourceforløb er helt uacceptabel," skriver

Af Lisbeth Riisager Henriksen
SE ALLE BLOGINDLÆG

TIDLIGERE BESKÆFTIGELSESMINISTER Claus Hjort Frederiksen (V) iværksatte under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens VK-regering i 2008 det store forskningsprojekt „Tilbage Til Arbejdet“ (TTA). Det havde til formål at afdække, om en tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret kommunal indsats over for de langtidssyge på sygedagpenge kunne nedbringe antallet af sygedage og bringe dem hurtigere og varigt tilbage til arbejdsmarkedet. Med tværfaglig menes, at indsatsen skal gøres på tværs af arbejdsmarkeds-, social- og sundhedsområdet.

Tre tidligere lignende forsøg havde ikke givet positive resultater, så med TTA-projektet var der politisk meget på spil.

TTA-forsøgene løb fra april 2010 til marts 2012 med en første evaluering i oktober 2012. De involverede – foruden en lang række langtidssyge mennesker – 22 kommuner og en række forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Hovedkonklusionen ud fra rapportens tal er, at man ikke kan påvise nogen forskel mellem effekten af den sædvanlige kommunale indsats og TTA-indsatsen.

INTENTIONERNE OM en tidlig, tværfaglig og helhedsorienteret indsats går igen i reformen af førtidspension og fleksjob. Her introduceres den tidlige indsats – som viste sig slet ikke at blive tidlig – i form af det, vi kender som ressourceforløbet. Og dette forløb var et af hovedargumenterne for reformen, både da Regeringen Lars Løkke Rasmussen I kom med forslag til den i 2009, og da Regeringen Helle Thorning-Schmidt siden gennemførte den i 2012.

Det fremgår af et notat fra Beskæftigelsesministeriets embedsværk den 9. juni 2009 fra Inger Støjbergs (V) tid som beskæftigelsesminister, som jeg har fået aktindsigt i. Heri foreslog man ministeren at præsentere reformen sammen med ressourceforløbet – de kaldte det ”udviklingsforløb” – og at fremstille dette positivt. Det skulle gøre det lettere at få den vedtaget politisk: 

„Det må forventes at være vanskeligt at opnå politisk enighed om stramninger i forhold til fleksjob og revalidering. Derfor er det meget vigtigt, at der lægges betydelig vægt på det menneskesyn, der ligger bag forslagene: At ingen (og specielt ikke de unge) må henvises til varig passiv forsørgelse uden for fællesskabet, hvis der er en anden udvej (…). Der har indtil nu været stor lydhørhed i oppositionen for, at der er behov for en ny (rehabiliterings-)ydelse. Forslag om stramninger på fleksjobområdet må dog forventes at møde modstand (...). Det kan derfor evt. være hensigtsmæssigt, at de to hovedforslag om indførelse af særlig revalidering og en ny fleksjobmodel kobles sammen i et regeringsudspil“ (J.nr. 2007-3112).

Udviklingsforløb var da også et af de forslag, som Arbejdsmarkedskommissionen kom med i sin rapport i august 2009, til hvordan de offentlige finanser kunne styrkes gennem en øget arbejdsindsats. Forløbet var fra kommissionens side kun tænkt som ”en ramme”, og indholdet skulle kommunerne selv definere. Ydelsesniveauet, præciserede kommissionen derimod, skulle være lavere end førtidspensionen.

LARS LØKKE RASMUSSENS første regering fik som bekendt ikke vedtaget reformen i 2011. Det gjorde derimod Helle Thorning-Schmidts første regering i 2012, SRSF-regeringen, med Mette Frederiksen (S) som beskæftigelsesminister i front, og den videreførte i det store hele VK-regeringens reformoplæg.

Mette Frederiksen meddelte i en pressemeddelelse den 29. november 2012 om det store TTA-projekt kun en lille måned før vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob, at en „banebrydende undersøgelse anviser vejen for lavere sygefravær“. Det sagde hun til trods for, at en af forskerne bag projektet havde påpeget, at den konklusion var misvisende, og til trods for at seks arbejdsmedicinske overlæger i 2013 ligeledes gjorde gældende i Dagens Medicin og over for Beskæftigelsesudvalget, at hendes konklusion ikke havde hold i virkeligheden. Sagen førte også til et samråd i Beskæftigelsesudvalget om sagen den 30. januar 2014. Her afviste hun, at TTA-projektet har haft indflydelse på reformen.

DET ER IKKE DESTO mindre velkendt, at den daværende regering byggede ændringen af reformen på TTA-tankegangen. Det fremgår for eksempel af et svar til Beskæftigelsesudvalget den 3. december 2012 (spørgsmål S 76 vedr. L53).

Den konklusion understøttes af en kronik i Weekendavisen den 24. januar 2014 af sociolog, dr.med. og tidligere professor i psykisk arbejdsmiljø Tage Søndergård Kristensen. Den store skandale er, siger han, at der intet belæg er for at sige, at en helhedsorienteret og tværfaglig indsats vil have nogen som helst positiv effekt, og at man dermed baserede reformen på en løgn: „Hele dette forløb fra 2008 til i dag er et uhyggeligt eksempel på, hvordan forholdet er mellem store dele af arbejdsmiljøforskningen og politikerne i dag. Negative forskningsresultater bliver fejet ind under gulvtæppet eller fordrejet, så at de alligevel kan bruges til at legitimere en politik, som allerede er besluttet.“

LOVGIVNINGEN OM de lange ressourceforløb har tværtimod ”… åbnet for at pine og plage den sygdomsramte borger i årevis”, skrev professor i socialret Kirsten Ketscher i en debatartikel i Altinget i januar 2016 om det forhold, at mange kommuner nægter at anerkende lægeerklæringer, der dokumenterer, at borgeren ikke har nogen arbejdsevne og er uarbejdsdygtig i ethvert erhverv.

For nyligt kritiserede Statsrevisorerne så Beskæftigelsesministeriet for ikke at have givet Folketinget data om sundheds- og socialindsatserne i reformen, så man kan evaluere hele ressourceforløbets tværfaglige konstruktion. Dermed kan vi ikke vide, om ressourceforløbene overhovedet har været forvaltet som ”helhedsorienterede og tværfaglige” indsatser.

Vi ved derimod allerede fra utallige eksempler i medierne gennem reformens fire første år, at kommunernes beskæftigelsesindsatser i mange tilfælde har trumfet de sociale og sundhedsmæssige hensyn til skade for borgerne. Vi ved for eksempel, at mindst 66 personer i perioden januar 2013 til oktober 2016 er afgået ved døden, mens de har været i ressourceforløb, og formodentlig har været alvorligt syge under forløbet (jf. Nordjyske om de 65 første afdøde og Information om en af de næste døde).

Den praksis med at holde så syge mennesker fast i langvarige ressourceforløb er helt uacceptabel og bør få særlig opmærksomhed, når forligskredsen efter sigende snart skal ”evaluere” reformen – hvis udmeldingerne altså holder stik denne gang. Det problem kan forligskredsen sagtens adressere, selvom der mangler nogle af de formelle data på kritikken. Vi ved jo allerede ud fra TTA-projektets resultater, at ressourceforløbene ville blive et flop.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.