Skal du lige have synet tjekket eller nye briller, så gnid ikke øjnene, hvis der er lukket hos optikeren.
Samtlige landets 79 Louis Nielsen-butikker vil nemlig være lukket i den kommende weekend, da optikerkæden afholder fagligt seminar samt medarbejderfest for sine mere end 800 ansatte.
Det fortæller eb.dk.
Ifølge Louis Nielsen selv er de netop blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads med flere end 500 ansatte for tredje år i træk samt Danmarks bedste arbejdsplads for unge under 26.
- Vi lukker butikkerne en enkelt weekend, så alle os i Louis Nielsen har mulighed for at mødes til seminar og fejre vores priser sammen. Den årlige begivenhed er noget, de unge især er glade for, så vi giver dem en ekstra god oplevelse i år, udtaler administrerende direktør Mads Nygaard ifølge mediet.
På mandag genåbner Louis Nielsen selvfølgelig igen.
Skulle du som kunde i løbet af weekenden opleve "akut opståede synsforstyrrelser, akut rødme i øjet i forbindelse med linsebrug eller lignende," kan kædens nødtelefon i akutte situationer ifølge hjemmesiden kontaktes på 70 13 01 11.