DEBATTEN OM aktiv dødshjælp foregår ikke i en osteklokke. Den hænger uomgængeligt sammen med, hvilken grad af velfærd – vi kan også kalde det livshjælp – der er til os, når vi har brug for hjælp som syge eller med forskellige handicap. Og det er ikke muligt at forholde sig til emnet uden også at forholde sig til spørgsmålet om (manglende) velfærd eller livshjælp.
Derfor handler debatten om aktiv dødshjælp også om, hvilket samfund vi vil have, og hvordan vi ser på medmennesket: Hvad er et værdigt liv? Hvem har værdi? Hvem har ret til livet? Hvem har ret til velfærd/livshjælp? Hvilken fordelingspolitik, socialpolitik, beskæftigelsespolitik, sundhedspolitik, skolepolitik, uddannelsespolitik, boligpolitik og så videre vælger vores politikere at føre? Omvendt handler velfærdsdebatten ligeledes om disse forhold og i yderste instans om retten til livet.
Sarah Glerup, som er cand.mag., kommunikationsmedarbejder og medstifter af den nye græsrodsorganisation imod aktiv dødshjælp, Ikke Død Endnu, formulerer sammenhængen således på sin Facebookvæg den 3. februar 2017:
"Aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp? Efterspørgslen på førstnævnte stiger, når der er mangel på sidstnævnte."
Og i et interview i Kristeligt Dagblad den 10. februar 2017 siger hun det således:
”Jo mere vi går ind i debatten, jo flere historier hører vi om mennesker, der vil vælge aktiv dødshjælp – ikke fordi, de ikke har håb, men fordi de ikke får hjælp.”
HVIS MAN ikke kan få den livshjælp, man er helt afhængig af, så kan livet naturligvis blive tungt og ubærligt. Derfor mener jeg, ligesom Sarah Glerup, at samfundets første opgave i denne situation må være at tilbyde denne hjælp. Det er et politisk ansvar at sørge for økonomien til den.
De, der taler for at legalisere aktiv dødshjælp, vil uundgåeligt give reformpolitikerne bag de seneste års velfærdsmassakre endnu flere argumenter på hånden for at spare yderligere på velfærden til den svagest stillede befolkningsgruppe. Og nedskæringer i velfærd kan, selvom de følger salamimetoden, i sidste ende være med til at tage livet af folk. Det sker bare lidt efter lidt, og så kan ingen dokumentere, hvilken nedskæring der nu var den dødbringende.
Jeg har aldrig forstået, at det skulle være specielt attraktivt at få "hjælp" til at lade sig dræbe. Og jeg ved godt, at fortalere vil påpege, at der i givet fald vil være tale om frivillige engagementer, og at der er tale om meget, meget invalide personer. Men jeg er ikke sikker på, at det er helt så enkelt, og jeg frygter, at nogen vil kunne føle sig presset til at lade sig aflive.
Eksempelvis fremgår det af et debatindlæg i Politiken den 15. februar 2017, at Foreningen Læger for Aktiv Dødshjælp har fremlagt et lovforslag, der skal gøre det tilladt at slå svært handicappede nyfødte eller alvorligt syge børn ihjel. Her er det jo ikke ligefrem børnenes frivillige valg, der er på spil.
DET ER svært at være i en position, hvor man har behov for nogens hjælp. Det er ikke mindre svært i et konkurrencesamfund, hvor politikere og andre myndigheder til tider omtaler folk med behov for det offentliges hjælp som ”gøgeunger” og med deres beslutninger signalerer, at samfundets værdsættelse og velfærd kun fortjenes af de produktive, effektive, konkurrencedygtige og økonomisk rentable borgere. Og det er endnu mere svært at være den, der er til besvær, hvis det hele tiden er op ad bakke, og man skal tigge om hjælp eller købe juridisk assistance for at opnå den fundamentale hjælp til at overleve og til at leve. Magtesløsheden i denne position står hele tiden skrevet i granit.
Derfor påligger der samfundet en særlig moralsk og social forpligtelse til at beskytte de borgere, der er i denne position. Det handler både om, at samfundet skal stille den nødvendige velfærd til disposition af egen fri vilje, at det helt generelt skal omtale og behandle borgerne på en respektfuld måde, og at det skal beskytte dem mod overgreb udefra og mod risikoen for, at borgerne selv får tanker om at suicidere eller bede andre om ”hjælp” dertil. Derfor er legalisering af aktiv dødshjælp også "no go".
DERUDOVER SKAL vi ikke glemme den økonomiske faktor i denne sag. Der er risiko for, at politikere, myndigheder og pårørende kunne spekulere i at presse invalide eller syge mennesker til at tage imod aktiv dødshjælp, hvis det blev legaliseret. Vi ved allerede, at samfundsøkonomien i de senere år er blevet den altdominerende prioritet for samfundets øverste beslutningstagere, og at det har betydet overskridelse af mange fundamentale etiske grænser. Det virker således ikke helt tilfældigt, at debatten om aktiv dødshjælp blev genoplivet i 2012 af daværende sundhedsminister Astrid Krag (dengang SF) under Helle Thorning-Schmidts SRSF-regering, samtidig med at regeringen havde påbegyndt den største reform-amok i mange år med massive forringelser af velfærden for lige netop de svageste.
Og vi kender argumentationen om de uværdige liv og ”medlidenhedsdrabet” fra nazismen. Inden den endelige udryddelse af jøderne havde man afprøvet drabsmetoderne på flere hundrede tusinde mennesker med handicap i forskellige afskygninger.
Efterspørgslen på aktiv dødshjælp vil falde, hvis befolkningen oplever, at det igen bliver muligt at få den nødvendige livshjælp. Også derfor må vi kræve af vores politikere, at de ikke fortsat går reform-amok på de velfærdshænder, som skulle gribe os når vi ikke kan klare os selv, men derimod genopretter den tabte velfærd for de svagt stillede grupper.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.