Det ser sort ud for Viborg HK i Champions League. Søndag tabte holdet for tredje gang i træk og er nummer sjok i gruppen efter 27-28-nederlag hjemme til russiske Zvezda Zvenigorod.
Det er med nederlaget særdeles svært for Viborg at gå videre i Champions League, men holdet kan med en tredjeplads i gruppen se frem til kampe i den mindre europæiske turnering, EHF Cuppen.
Så der er stadig noget at spille om, når holdet om en uge skal til Rusland for at revanchere søndagens nederlag til Zvezda.
Viborg var bagud 12-13 ved pausen, og holdet kæmpede i hele anden halvleg for at komme afgørende foran.
Men hver gang det var ved at lykkes for det jyske mandskab, så bankede russerne et par bolde i kassen, og de to point forduftede.
Det var især skidt, at Viborg ikke formåede at udnytte 21 russiske fejl i opspillet.
Viborg er skuffende røget ud af gruppespillet i Champions League i de seneste to sæsoner, så det vil være et kedeligt hattrick, hvis det skulle ske igen.
/ritzau/