Viborg FF skal i den kommende sæson forsøge at spille sig tilbage i Superligaen, og det bliver med Johnny Mølby som cheftræner.
Det siger Viborgs formand, Kim Nielsen, til tvmidtvest.dk, dagen efter Viborg rykkede ud af landets bedste fodboldrække.
- Vi har en tro på, at vi kan få det her til at hænge sammen med Johnny (Mølby, red.) og Steffen (Højer, red.) og den resterende sportslige sektor, så de også er her næste år, siger Kim Nielsen, efter at bestyrelsen i den kommende 1. divisionsklub mandag holdt bestyrelsesmøde.
Viborg rykkede søndag ud af Alka Superligaen, da det hjemme blev til 2-2 mod FC Helsingør i klubbernes andet playoffopgør.
Det første opgør i Helsingør var endt 1-1, og derfor rykker Helsingør op fra den næstbedste række på reglen om udebanemål.
Formanden lægger ikke skjul på, at nedrykningen stadig smerter.
- Skuffelsen er enorm, det er klart. Her dagen derpå, så kan vi stadig sige, det er simpelthen bare ikke godt nok, siger Kim Nielsen.
Han håber på en kort tur i den næstbedste række, og han vil ikke afvise, at der kommer til at ske ændringer i klubben.
- Det kan godt være, der skal stilles nogle andre krav til den sportslige sektor eller laves nogle andre ændringer i sektoren end lige at skifte nogle mennesker ud, siger Kim Nielsen.
Bestyrelsen i Viborg FF holder møde igen mandag 12. juni.
/ritzau/