"Vi vil hellere eje en Mercer end at låne en," sang Natasja i 2007.
I dag ser sandheden immervæk anderledes ud. Finanskrisen har gjort danskerne mere nidkære med pengene, og mange foretrækker at leje i stedet for at købe.
Og det er ikke kun sommerhuse og biler. Også hårde hvidevarer, fjernsyn og sågar boliger kommer i højere grad med en lejekontrakt end en kvittering. Det skriver Jyllandsposten til morgen.
Tendensen er helt tydelig hos Aktiv Hvidevareservice i Aarhus. Her er forretningen på to år vokset med 20 procent. Og kunderne er ikke længere folk uden penge i banken, vurderer direktør Niels Peter Fredsted.
"Nu er det ofte folk, der har en stabil økonomi, og egentlig har råd til at købe, men som vælger fleksibilitet og frihed," siger han til Jyllandsposten.
Også biler er blevet mere populære at leje. Sidste år var hver tredje danske bil dermed leaset.
Chefkonsulent i Danske Bilimporterer, Theis Jensen, mener, at danskerne kan lide den sikkerhed, der kommer med at låne eller leje fremfor at købe.
"Desuden slipper man for at skulle af med en formue eller optage store lån," siger han til avisen.
Boligejerne bliver også færre og færre. Danmarks Statistik har regnet ud, at antallet af lejere fra 2000 til 2010 steg fra cirka 100.000 til 2.109.999.
Danskernes afholdenhed i forhold til de store køb undrer ikke fremtidsforsker Marianne Levinsen. Hun siger til avisen, at tendensen falder godt i tråd med det moderne menneskes behov for være fri og fleksibel.