Danmark står de seneste ti år for et af de største fald i alkoholforbruget i OECD-landene. Fra 12,1 liter ren alkohol årligt per voksen over 15 år i 2007 til 9,1 liter i 2017.
Det er dermed ikke langt fra gennemsnitsforbruget i OECD-landene på 8,9 liter, viser en ny rapport fra OECD, der årligt sammenligner sundhedsforhold i de 36 medlemslande.
Men danskerne hælder fortsat væsentligt mere øl, vin og alkohol i halsen end de nordiske brødre og søstre. Her er forbruget per person 6 liter i Norge, 7,1 i Sverige og 8,4 i Finland.
- Forbruget i Danmark er stadigt for højt. Min bekymring går især på de unge, som stadig har et stort forbrug, siger formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Karin Friis Bach (R).
En undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse viste i juni, at danske unge begynder at drikke alkohol tidligere end unge i de fleste andre europæiske lande. De drikker langt mere og med det mål at blive fulde.
Professor Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet var forfatter på rapporten.
- Hos de unge i grundskolen til 9. klasse er forbruget faldet over mange år. Problemet opstår, når de unge skifter til ungdomsuddannelserne, hvor alkoholforbruget stiger drastisk, siger hun.
Ifølge Danske Regioner bør Folketinget indføre en aldersgrænse for køb af al alkohol, også øl og vin, på 18 år i stedet for 16 som i resten af Norden.
- Det er forslæbende, at Danmark som eneste land i Norden stadig tillader salg af blandt andet alkoholsodavand, breezers, øl og vin til 16-årige, siger Karin Friis Bach.
Samtidig ønsker Danske Regioner en mindstepris per genstand.
- Ikke mindst den hårde alkohol er blevet meget billig. Det er et problem, når de unge drikker billig vodka til 70 kroner flasken i stedet for øl til festerne, siger hun.
/ritzau/