En rutinemæssig procedure afslørede de to hemmelige aftaler, Vestas' tidligere koncernøkonomidirektør Henrik Nørremark har indgået i Indien for omkring et år siden. Aftalerne har kostet ham hans fratrædelsesordning.
- Som en del af helt normale procedurer og kontrolmekanismer er der blevet foretaget en revision af nogle forskellige forhold i virksomheden. Det er i den forbindelse, vi har fået kendskab til de her sager, siger kommunikationsdirektør i Vestas, Morten Albæk.
Derefter satte bestyrelsens nominerings- og kommissionsudvalg en gruppe eksterne revisorer og advokater til at gennemføre en grundig analyse, og 6. september valgte koncernen at ophæve Nørremarks fratrædelsesordning.
- Som økonomidirektør har han overskredet sine beføjelser, så vi mener ikke længere, han er berettiget til sin fratrædelsesordning, siger Morten Albæk, der ikke vil afsløre størrelsen på Nørremarks fratrædelse.
Aftalerne, som hverken bestyrelsen eller koncernchefen ifølge Vestas havde kendskab til, kommer til at koste koncernen mindst 30 millioner kroner. Yderligere 104 millioner kroner håber selskabet at kunne få tilbage, men det kan ende med et tab på 134 millioner kroner.
Og revisorer og advokater er nu i gang med at undersøge, om der skal tages yderligere skridt i sagen mod den tidligere økonomidirektør.
- Han er ikke blevet politianmeldt, og det forelægger der heller ikke nogen konklusioner om, at han skal. Men vi har en dialog med vores revisorer og advokater om, hvorvidt der kan rejses et erstatningskrav, siger Morten Albæk.
Hvornår det står klart, ved Albæk ikke. Der kan være tale om både dage, måneder og år, lyder det fra kommunikationsdirektøren.
/ritzau/