De radikales nye leder, Margrethe Vestager, slog på sit første pressemøde som radikal leder fast, at partiet vil melde klart ud, hvem det peger på til statsministerposten, inden næste valg.
- Vi vil sige, hvem vi peger på, inden et valg. Det afhænger af politikken. Vi kan samarbejde med alle. Og vi begynder meget gerne lige nu, sagde Margrethe Vestager, der dog slog fast, at partiet ikke vil støtte en regering, der er afhængig af Dansk Folkeparti.
- Dansk politik er i opbrud - blokpolitikken er ved at tø. Det håber vi kan skabe mulighed for en stærkere radikal indflydelse, sagde hun.
Hun gentog sin invitation til Socialdemokraterne til at finde ud af, om de to partier kan samarbejde på væsentlige punkter.
De Radikales strategi ligger samtidig klar.
-Der er et stort reformbehov i forhold til klima miljø og hele det økologiske spørgsmål. En anstændig udlændingepolitik, hvor børn ikke skal fortælle, at de er vokset op i Sandholmlejren er også et væsentligt område, sagde Margrethe Vestager.
Den nye leder sendte også en stor tak til den afgående, Marianne Jelved.
- Jeg vil gerne udtrykke den varmeste tak til Marianne for et lederskab gennem næsten to årtier som er helt unik i partiets historie, sagde Margrethe Vestager og fortsatte:
- Det bliver hurtigt meget følelsesbetonet. Vi har haft et meget tæt samarbejde både mens jeg var minister og landsformand. Det at skulle overtage posten på nuværende tidspunkt gør at opgaven er vanskelig, men den opbakning gruppen giver og med det hold gruppen er, tror jeg vi kan løfte den.