Det er i dag præcis 40 år siden, at Israel indledte et omfattende og overraskende angreb på sine naboer Egypten, Jordan og Syrien. Israel mente, at det var truet. Historien har vist, at det intet havde på sig. Det var natten til i dag for 40 år siden, at de israelske styrker iværksatte et angreb, der seks dage efter endte i en sejr over de tre arabiske lande. Men det skulle også vise sig at være dagen, hvor Israel fik den tvivlsomme ære at blive en besættelsesmagt.
700.000 fængslede
Krigen i 1967 kom 20 år efter delingen af Palæstina, der forærede lidt over halvdelen af landet til de zionistiske organisationer. Og 19 år efter krigen i 1948, der endte med, at Israel havde erobret 78 procent af det historiske Palæstina.
Da krigen endte natten til 12. juni 1967, var de resterende 22 procent af det historiske Palæstina fortsat på israelske hænder. Det var starten på 40 år med besættelse og undertrykkelse. I de 40 år, der er gået, har over 700.000 palæstinensere siddet i de israelske fængsler. Den største hindring for fred mellem palæstinenserne og israelerne er fortsat de cirka en halv million jødiske bosættere, der koloniserer Vestbredden.
Øget islamisering
Mest bemærkelsesværdigt for den arabiske verden i tiden efter krigen i 1967 var, at krigen for alvor bragte det panarabiske projekt til fald. Til gengæld så vi en opblomstring af de islamistiske kræfter, der ville løse den arabiske verdens problemer på deres egen måde.
Og netop den fortsatte israelske besættelse af de palæstinensiske områder har øget tilslutningen til de mange islamistiske grupperinger, der de sidste fire årtier har ment at have en bedre strategi for at rette op på fejlene fra 1967. Og det har gennem tiden været forstærket netop af de uforsonlige israelske handlinger, der har været karakteriseret af en øget judaisering af det besatte Østjerusalem og Vestbredden generelt. Og ikke mindst annekteringen af det arabiske Østjerusalem.
Ikke én dag længere
Palæstina-problemet ER kernen i Mellemøst-konflikten. Hverken mere eller mindre.
Konflikten har i fire årtier skabt forargelse, desperation og ikke mindst radikalisering. Og førend de palæstinensiske flygtninges problem bliver løst, vil flygtningelejrene – såvel inden for som uden for Palæstina – opfostre stadig flere generationer af uforsonlige individer, der, jo længere tid der går, vil ty til endnu mere yderligtgående forsøg på at genoprette normaliteten i området. Og det, der er endnu værre. Nemlig styreformer, der mere eller mindre har en fanatisk religiøs dagsorden.
Og det er på ingen måde foreneligt med de generelle tendenser i området, der går mere i retning af sekulære styreformer. Sker dette, vil følgerne være intet mindre end katastrofale for området og ikke mindst for hele verden.
Israels politik og fremfærd i Palæstina resulterer dagligt i eskalering og yderligere komplikation af problemet. Det må ikke få lov til at fortsætte én dag længere.Verdensfreden står på spil.