De 25 EU-landes aftale om en finanspagt løser ikke alle Europas problemer.
Det fastslår Venstres EU-ordfører Lykke Friis.
"Dette er ikke et vidundermiddel eller en trylleformular. Der skal meget mere til. Også når vi ser på situationen i Grækenland. Der skal træffes nogle meget vanskelige beslutninger," siger hun til Newspaq.
Finanspagten forpligtiger bl.a. medlemslandene til ikke at have et statsunderskud, der overstiger 0,5 procent af BNP.
I øjeblikket levet kun ganske få lande op til det krav.
Lykke Friis kalder det positivt, at landene er blevet enige om nye spilleregler, som de vil forsøge at overholde.
"Det er spilleregler, der bevirker, at man nu skal sætte tærring efter næring. At man skal overholde det helt klassiske princip om ikke at bruge flere penge end man har, og det synes vi er positivt," siger Lykke Friis.
Danmark og 24 andre EU-lande har tilsluttet sig pagten. Kun Storbritannien og Tjekkiet er ikke med.
Danmarks manglende medlemsskab af euroen betyder, at vi kun kan deltage i ét årligt topmøde om finanspagten, der ventes vedtaget i marts og træde i kraft til næste år.