Politikerne skal ikke bede Politiets Efterretningstjeneste (PET) kaste søgelyset på flere personer, der risikerer et attentat ligesom den islam-kritiske forfatter Lars Hedegaard, som er formand for Trykkefrihedsselskabet.
Sådan siger Venstres retsordfører Karsten Lauritzen.
- I Venstre synes vi, at PET gør et fremragende stykke arbejde. Vi må erkende, at uanset hvor mange ressourcer vi tilfører dem, så vil der altid være ting, de ikke har nok opmærksomhed på.
- Det vigtige fremadrettet er at beskytte Lars Hedegaard og opklare det forfærdelige attentatforsøg på hans liv, siger Karsten Lauritzen.
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup vil høre justitsminister Morten Bødskov S) om sagen.
- Der er brug for, at man gennemgår alle procedurerne hos PET i en sag som den her. Vi vil bede justitsministeren fortælle Folketingets retsudvalg, hvad det her i øvrigt giver anledning til.
- Er vores beskyttelsesniveau højt nok i forhold til mennesker, der ytrer sig i den offentlige debat? siger Peter Skaarup til Ekstra Bladet.
/ritzau/