- Vælgerbedrag, kovending, svigt.
Kritikken af Dansk Folkeparti er kras, efter at EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) foretager endnu et opsigtsvækkende kursskifte i forhold til det fælleseuropæiske politisamarbejde, Europol.
Dansk Folkeparti stiller sig nu tilfredse med en dansk "registeradgang" i Europol - en aftale som er signifikant mindre end den, Venstre-regeringen forsøger at forhandle hjem i EU. Det skriver DR.
Med registeradgang får Danmark mulighed for at bruge en database hos Europol med oplysninger om beviser og personbeskrivelser.
- Vi er tilfredse med registeradgang. Selvfølgelig kunne man altid drømme om, at rigspolitichefen kunne tage til møder.
- Men jeg har svært ved at se katastrofen i, at Danmark ikke eventuelt må sidde med ved bordet, siger Kenneth Kristensen Berth til DR Nyheder.
Dansk Folkeparti lovede ellers danskerne forud for folkeafstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015, at Danmark trods et "nej" kunne fortsætte i et fuldt og helt medlemskab af Europol.
- Vi vil ikke acceptere et andenrangsmedlemskab af Europol, men kræver mindst lige så gode konditioner som i dag, skrev Morten Messerschmidt blandt andet i et blogindlæg på Jyllands-Postens hjemmeside.
Det får nu Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, til at anklage Dansk Folkeparti for regulært vælgerbedrag.
- Vælgerne er blevet snydt og bedraget. Dansk Folkeparti lovede danskerne, at vi sagtens kunne være medlem af Europol fuldt og helt, selv om vi stemte nej. Nu kan man se, at det løfte var helt tomt, siger han til DR:
- Vi mener, at dansk politi har stor gavn af det samarbejde, der foregår i Europol, og for os er det vigtigt, at dansk politi fortsat operationelt kan være fuldt og helt medlem, siger Jan E. Jørgensen.
Også Socialdemokraternes EU-ordfører, Morten Bødskov, langer kraftigt ud efter Dansk Folkeparti:
- Det er et kæmpe vælgerbedrag og et meget stort svigt af dansk politi, når det handler om kampen imod grænseoverskridende kriminalitet, siger han ifølge DR.
/ritzau/