I et tidsrum på ni timer varsler DMI torsdag morgen risiko for lokale skybrud.
Varslet gælder for følgende områder i tidsrummet 12.00 til 21.00:
Fyn, Østjylland, Nordjylland, Lolland Falster, Nordvestsjælland, Sydvestsjælland, Billund, Midtjylland, Næstved, Vordingborg, Holbæk, Vejen, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa.
Der er risiko for skybrud, hvor der kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.
Man opfordres derfor til at være opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder som kældre, vejbaner og viadukter.
Man bør desuden lukke vinduer og døre.
Og i trafikken bør man tilpasse hastigheden til sigtbarhedsforholdene og ikke køre ud i vand, hvor man ikke kan vurdere dybden.
Ifølge TV 2 Vejret er det den samme ustadige situation, som prægede vejret mandag og tirsdag.
Har var man tæt på såkaldte dobbelte skybrud i Billund, hvor der på en halv time blev målt 29,4 millimeter regn.
TV 2 Vejret har desuden noteret over 10.000 lyn over Danmark mandag og tirsdag.
De fleste af lynene gik fra sky til sky, og gjorde således ikke skade nede på jorden.
Ligesom de foregående dage kan torsdag blive ganske varm. Måske helt op til de 25 grader, der er definitionen på en meteorologiske sommerdag.