Det kan være rigtig farligt at stå på skøjter, hvis man ikke har fuldstændig kontrol på den glatte is.
Men trods intensiv træning, kan TV 2-showet Varm På Is gå hen og blive en farlig hobby for deltagerne.
I den tyske version af showet Stars Auf Eis , der har kørt i godt to måneder, er fire af deltagerne kommet mere eller mindre alvorligt til skade. En har brækket armen, en har brækket benet, en har brækket albuen, og i sidste uges show kom en af de professionelle skøjteløbere til skade, da hun faldt på isen, vred sin skulder af led og måtte bæres væk fra isen på en båre og køres på hospitalet.
- Der er mange flere skader i denne sæson end i sidste sæson. Men det er også fordi, vi bliver presset mere i denne sæson, og deltagerne skal lære flere ting til hvert show, fortæller den danske skøjteprinsesse Mikkeline Kierkegaard, der medvirker i showet sammen med tyske Frank Mattée, hvor hun er den professionelle makker.
Mikkeline skal være dommer og vært i den danske version, der har premiere fredag den 1. februar, og hun mener, at det danske show ikke bliver lige så hårdt for deltagerne - især fordi de træner med sikkerhedsudstyr, hvilket ikke er tilfældet i Tyskland.
Alligevel har det danske show også være ramt af skader allerede inden, det er kommet i gang. Inden deltagerne blev præsenteret for pressen, brækkede dansktopsangerinden Dorthe Kollo sin arm og måtte udgå. Og forleden ramte sexologen Joan Ørting isen så hårdt, at knæet hævede op, og hun nu må rende rundt på krykker. Hun er dog meldt klar til premieren.