Var væk i 10 år: Kendt TV 2-vært nyder nyt tv-job
Henriette Honoré sagde ikke nej, da TV 2 Regionerne lokkede med et værtsjob i magasinprogrammet "Sådanmark". Foto: Jeppe Michael Jensen/Scanpix/arkiv
Henriette Honoré er glad for at formidle positive nyheder sammen med Annemette Voss.

Efter en pause på ti år dukkede den nu 46-årige tv-vært Henriette Honoré først på året op på skærmen igen.

Det skete, da TV 2 Regionernes fælles magasinprogram blev redesignet og midt i januar blev lanceret på ny som "Sådanmark".

Sammen med den tidligere vinder af "Den store bagedyst", Annemette Voss, er Henriette Honoré det gennemgående ansigt, når der med gæster i studiet præsenteres godbidder fra hele landet.

- Jeg er meget glad for at formidle positive nyheder, og jeg synes, at "Sådanmark" var en enestående mulighed for at få lov at gøre det, siger Henriette Honoré i et interview med Billed-Bladet.

Henriette Honoré har siden hun i 2007 stoppede som vært på "Go’morgen Danmark" arbejdet bag kameraet som redaktionschef på en lang række forskellige programmer - blandt andet TV 2 Fri.

Som vært på "Sådanmark" er Henriette Honoré også kommet tættere på fødebyen Gelsted på Fyn. "Sådanmark" produceres nemlig i studierne hos TV 2/Fyn i Odense.

Henriette Honoré er gift med Henrik Feltborg-Zethner. De bor i Nordsjælland og har sammen tre døtre.