To brødre på 22 og 24 år sidder i politiets varetægt, hvor det skal afgøres, hvorvidt de skal fremstilles i et grundlovsforhør.
Det skriver TV Øst.
Brødrene fik ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en situation lørdag aften på Nykøbingvej i det centrale Sakskøbing til at eskalere.
Den ene var i sin brandert faldet ind i en rude, som gik i stykker. Men selvom politiet fik udredt situationen, blev han opfarende og endte med at sparke den ene betjent i skridtet og blev anholdt.
- Pludselig dukkede der en bror til den anholdte op på stedet, der også bliver opfarende og udviste en truende adfærd med en kniv, som han har taget med, fortæller Anders Mikkelsen til tv-stationen.
Han blev også anholdt og taget med på politistationen.