Et særtillæg med grumsede paparazzi-billeder af hertuginde Kate, hendes mand, prins William og ikke mindst hertugindens afklædte bryster, gav i september Se og Hør international opmærksomhed.
Nu afviser Pressenævnet at tage en sag op mod Se og Hørs meget omstridte publicering af de royale forpartier.
En klager havde ellers opfordret nævnet til at tage sagen op af egen drift, fordi sagen skulle være af "væsentlig og principiel karakter", og publiceringen af billederne var i strid med god presseskik.
Det er pressenævnet dog ikke enig i.
- Pressenævnet finder, at sagen ikke har en sådan væsentlig og principiel betydning, at der er grundlag for at tage sagen op til behandling af egen drift. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der i det konkrete tilfælde er personer med klageberettigelse, skriver pressenævnet.
Samtidig understreger Pressenævnet i sin afgørelse, at der er personer med klageberettigelse.
Ifølge Journalisten har pressenævnet kun en gang tidligere taget en sag op af egen drift. Det var tilfældigvis også mod Se og Hør i forbindelse med en række fotos af Kronprins Frederik, som blev bragt i bladet.
Kilde: Journalisten.dk