Nicklas Bendtner, Dennis Rommedahl og Christian Eriksen får lettere adgang til det norske mål, når det danske fodboldlandshold om et par uger møder de norske brødre.
Det norske førstevalg mellem stængerne, Jon Knudsen, brækkede en knogle i hånden under gårsdagens træning og er dermed ude af opgøret.
"Jon skal sandsynligvis opereres i hånden. Det betyder, at kan ikke er aktuel mod Danmark. Han er ude af spil i fire til seks uger," siger den norske landsholdslæge Thor Einar Andersen til VG.
Knudsen, der har en fortid i FC Midtjylland, begræder uheldet.
"Det er kedeligt. Det er en kamp, jeg har glædet mig til. Jeg har spillet et år i Danmark og ved at denne kamp vil blive stor," siger Jon Knudsen.
Norge må efter alt at dømme også undvære andenmålmanden Rune Almenning Jarstein, der lige er kommet tilbage efter en skade.
Dermed kan det blive det normale tredje valg, Espen Bugge Pettersen, som de danske angribere skal snyde i kampen 26. marts.
Kilde: VG.