Det er åbenbart ikke kun julen, som koster mange penge - også nytåret er en hård tid for økonomien.
Det gik i dag ud over de ansatte i Den Jyske Sparekasses afdeling i Bording i Midtjylland, som sidst på eftermiddagen var udsat for røveri. Det skriver TV/Midt-Vest.
En mand på mellem 20 og 25 år kom ind i banken med elefanthue på. Her truede han personalet med en kniv for at få udleveret penge.
Manden stak efterfølgende af i en sort Citroën C5 med registreringsnummer UT 28 266
Midt- og Vestjyllands Politiet vil gerne høre fra folk, der har set noget, som kan føre til opklaring af røveriet.
Manden var almindelig af bygning. Han var iført lys jakke med sort print, og flygtede efter røveriet i retning mod Bording Kirkeby.
Dagens røveri kommer efter to Nordea-filialer i henholdsvis Højbjerg og Søndersø i går blev udsat for røveri.