Weekender i juni måned plejer at betyde mange mennesker i byernes parker, lange gåture i naturen og udflugter til familiens sommerhus.
Sådan bliver denne weekend nok ikke, for vejret byder på hagl- og tordenbyger i det meste af landet.
Tordenbyger er i dag drevet ind over det vestlige Jylland, og bygerne vil brede sig til resten af landet i løbet af eftermiddagen. Visse steder kan det også give hagl, når du kører hjem fra arbejde, selv om fredag morgen i det østlige Danmark lokkede med strålende sol.
De næste par dage bliver det dog med temperaturer ned til 8 grader og byger fleres steder, men et højtryk vestfra giver dog håb om en god Sankt Hans.
Allerede fra søndag vil solen igen bryde gennem de grå skyer, og den nye uge starter med nogen eller en del sol og temperaturer over 20 grader.
Dermed ser det ud til at paraplyerne kan blive hjemme, når vi tirsdag skal sende heksene mod Bloksbjerg.