Det var med en bedemands stemmeføring, at Venstres finansordfører, Peter Christensen, onsdag aften forlod Finansministeriet efter forhandlinger med regeringen om næste års finanslov.
- Regeringen har den opfattelse, at der ligger en imødekommelse af Venstre i det udspil, den er kommet med, og det er vi meget uenige i, sagde han.
- Der er ikke kommet nogen bevægelse på mødet i dag. Og derfor har vi sagt til regeringen, at den er nødt til at komme med et reelt udspil. Med indhold og ikke kun overskrifter, lød det fra Peter Christensen.
Tirsdag annoncerede finansminister Bjarne Corydon (S), at regeringen havde lagt "et tilbud" på bordet for Venstre, der blandt andet kom Venstres krav om en hurtig kontanthjælpsreform i møde.
Men Peter Christensen opsummerede Venstres syn på det finansministerielle tilbud således:
- Det er det samme som at sige, at de slet ikke tager vores bekymringer for økonomien alvorligt. Det der ligger nu, det anser vi ikke engang for at være et rigtigt forhandlingsudspil, siger han.
Venstre har dog langt fra smækket med døren til Finansministeriet efter dagens forhandlinger.
- Jeg har en tro på, at der også er lidt spilfægteri i det fra regeringens side. At de inderst inde godt ved, at de ikke er kommet med et reelt udspil, siger Peter Christensen.
/ritzau/