Folketingets åbning den første tirsdag i oktober betegnes som folkestyrets festdag, men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vågner op til anklager om lovsjusk fra flere partier.
Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, anklager ligesom Dansk Folkeparti statsministeren for dobbeltmoral, fordi S-R-SF-regeringen ikke kan leve op til Folketingets regler om at fremlægge lovforslag hurtigt efter Folketingets åbning.
- Det, synes jeg, er for dårligt. Det viser endnu en gang, at alle de fine ord, der står i regeringens eget lovgrundlag om god lovkvalitet, ikke er det papir værd, de er skrevet på, siger Ellen Trane Nørby.
På et møde i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen har Helle Thorning-Schmidt ifølge Dansk Folkeparti oplyst de øvrige partier om, at regeringen kun kan nå at fremsætte 35 procent af de bebudede lovforslag inden første halvdel af november.
Folketingets partier er ellers enige om, at 50 procent af de bebudede lovforslag skal fremsættes ved Folketingets start i løbet af oktober og den første halvdel af november. Det skal give god tid til en grundig behandling af lovforslagene.
Allerede før sommerferien kritiserede Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft, regeringen for netop dårlig lovskik, fordi SF's sundhedsminister, Astrid Krag, kun gav to dages høringsfrist til lovforslaget om fixerum til narkomaner.
I regeringsgrundlaget fastslår Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Villy Søvndal ellers, at "Regeringen vil sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister".
Helle Thorning-Schmidt er dog langt fra ene om at bryde aftalen blandt partierne.
I Folketingssamlingen 2010/2011 var det således kun 38 procent af lovforslagene, som VK-regeringen under Lars Løkke Rasmussen (V) fik fremlagt inden midten af november. Det erkender Ellen Trane Nørby:
- Der er nogle regler, som er til for at blive overholdt. Den store forskel er, at vi førte os ikke frem og talte om Berlusconi-forhold og magtarrogance, siger hun med henvisning til udtalelser fra Margrethe Vestager om VK-regeringens lovarbejde.
- Vi sagde: Ja, vi vil gerne arbejde på, at det bliver bedre.
- Men den regering, vi har nu, har lavet et regeringsgrundlag, hvor de har skrevet, at der skal være bedre lovkvalitet, og at høringsfristerne skal overholdes.
- Det her viser endnu en gang, at alle de fine ord, de gik til valg på, og alt det de beskyldte os andre for, det vil de ikke selv gennemføre i praksis. Det er det, man kalder dobbeltmoral, siger Ellen Trane Nørby.
/ritzau/