Venstre har været blandt de argeste kritikere af betalingsringen, som regeringen vil indføre om København, men Venstre vil ikke garantere at fjerne ringen, hvis partiet genvinder regeringsmagten.
"Hvad der vil ske med den ring, tager vi stilling til til den tid. Vi kan og vil ikke sige noget om det nu," siger betalingsringsordfører Martin Geertsen (V) til Jyllands-Posten.
Partiet, som modarbejder betalingsringen på et dagligt plan i Folketinget, nægter at tage endeligt stilling til betalingsringen, før man ved, hvilken endelig form den får.
"Og lad os nu se, om ikke de trækker forslaget, så vi ikke behøver at tage stilling til spørgsmålet," siger Geertsen.
Regeringen er internt uenige om, hvor meget det skal koste at krydse ringen, men man er enige om, at de årlige indtægter kommer til at ligge på halvanden milliard kroner. Og de penge vil Venstre selvfølge gerne have fingre i, hvis de genvinder regeringsmagten, lyder det fra Socialdemokraterne.
"Man kan kalde det hykleri, men jeg kan da godt forstå, at Venstre ikke vil sige nej tak til en ring, der løser en del af trængselsproblemerne og samtidig giver penge i kassen. Men det er os, der har modet til at tage de upopulære beslutninger, og vi tager gerne skældud for det, når vi ved, at det er det rigtige at gøre. Venstre gør mere ud af at tale befolkningen efter munden," siger trafikordfører Rasmus Prehn (S).
Kilde: Jyllands-Posten