USA's langrendskvinder fjernede søndag et stort rundt nul ud for antallet af amerikanske VM-guldmedaljer i langrend.
Den historiske begivenhed fandt sted i Val di Fiemme i Italien, hvor der i øjeblikket afholdes VM i de nordiske skidiscipliner.
I kvindernes holdsprint over 6x1,2 kilometer vandt Jessica Diggins og Kikkan Randall i en tid på 20 minutter og 24 sekunder foran Sverige og Finland, mens de norske kvinder besatte fjerdepladsen.
På næstsidste omgang kæmpede Jessica Diggins sig op på førstepladsen, og selv om Kikkan Randall ødelagde en skistav på sidste tur, så lykkedes det de to amerikanere at holde konkurrenterne bag sig.
Frem til søndagens sejr havde USA i VM-regi vundet to sølvmedaljer og en enkelt medalje af bronze i langrend.
Diggins og Randals historiske triumf sikrede USA den anden guldmedalje ved det igangværende VM, efter at Sarah Hendrickson vandt guld i kvindernes skihop.
Mændenes holdsprint i langrend blev vundet af Rusland, der slog Sverige og Kasakhstan.
/ritzau/