USA forsøger med et udkast til en resolution i FN's Sikkerhedsråd at pålægge Nordkorea omfattende sanktioner.
Det sker i forlængelse af en række nylige våbentest i Nordkorea.
Amerikanerne lægger op til, at der indføres embargo på olie, og nordkoreanerne skal ikke længere kunne eksportere tøj.
Desuden skal både regeringens og leder Kim Jong-uns midler indefryses. USA vil ifølge udkastet, som nyhedsbureauet Reuters har læst, pålægge Kim Jong-un udrejseforbud.
Den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, vil have resolutionen til afstemning i rådet mandag.
Den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebensia, mener, at mandag er "lidt for tidligt".
Det står onsdag aften ikke klart, om udkastet støttes af Kina. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har talt i telefon med Kinas præsident, Xi Jinping, onsdag.
Efter samtalen forsikrede Xi, at Kina fortsat kæmper for, at Nordkorea bliver et atomvåbenfrit land. Det skal ske via dialog, understreger præsidenten.
For at vedtage en resolution kræves ni stemmer i rådet, der har 15 medlemmer.
USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina, som er de fem permanente medlemmer, kan dog nedlægge veto mod en resolution.
/ritzau/Reuters