Et amerikansk krigsskib sendte i sidste uge advarselsskud mod pirater, der tog
kontrol med et dansk skib ud for Somalias kyst. Det siger en talsmand
for den amerikanske flåde til Fox News.
Episoden fandt sted i sidste uge i forbindelse med, at piraterne gik om
bord på det danske skib. Skuddene faldt, da det amerikanske skib
forsøgte at følge efter det danske skib. Men amerikanerne måtte opgive
forfølgelsen, da det danske skib kom ind i somalisk farvand.
Den amerikanske talsmand sagde, at USS Carter Hall sendte advarselsskud
hen over det danske skib Danica White, der havde fem dansk søfolk om
bord. Ingen kom ifølge talsmanden noget til ved skudepisoden.