Nordafrika brænder. De seneste uger er præsidenterne i Tunesien og Egypten gået af efter omfattende demonstrationer.
I de seneste dage har oprøret bredt sig til andre dele af Mellemøsten, og nu truer uroen med at vælte Libyens ellers så magtfulde leder, Muammar Gaddafi.
I går og i dag er tusindvis af mennesker gået på gaden i landets største byer for at protestere mod Gaddafis 40-årige styre.
Oprørerne, som har døbt dagen i dag 'Vredens Dag,' bruger sociale netværk som Facebook og Twitter til at kommunikere.
Myndighederne i landet har slået hårdt ned overfor opstanden, og Reuters reporterer om to dræbte og over 20 mennesker såret.
Selv siger myndighederne, at uroen kun kommer fra små grupper af unge, som udnytter stemningen i andre nordafrikanske lande til at lave ballade i gaderne.
Human Rights Watch siger til BBC, at de har informationer om at 14 mennesker er blevet anholdt for at planlægge nye demonstrationer senere i dag.
Kilde: Reuters og BBC