Graviditeten opdager hun alt for sent. Abortgrænsen er overskredet, men det er helt forkert at få et barn nu.
Den 20 år gamle kvinde skjuler sin graviditet. Hun føder barnet alene i badekarret hjemme hos sine forældre. Trykker det ind til sig, til det er helt stille. Dødt.
Sådan forklarer en kvinde for den tyske domstol, hvordan hun dræbte sin datter lige efter fødslen i december sidste år.
Lille Emily fra Flensborg i Tyskland var heldig. Selvom hendes mor ikke vil kendes ved hende, er hun ikke blevet druknet eller efterladt i et buskads. Hun bor trygt og godt hos det dansk-tyske ægtepar John og Dagmar Lynge. Parret er plejeforældre for børn, der bliver efterladt af deres mødre, som vælger at føde anonymt. Eller børn, der er blevet lagt i en såkaldt babyluge, hvor desperate forældre kan overdrage deres børn, hvis de ikke kan magte ansvaret som forældre.
»Vi kan give hende en god og varm start på livet. Og vi var fuldstændig solgt, da vi så hende,« siger John Lynge.
Tør ikke stå ved barnet
Organisationen, som ægteparret arbejder frivilligt for, hedder SterniPark. Dens ypperste mål er at forhindre børn i at blive dræbt eller sat på en trappesten af kvinder, der af frygt for vold eller andre sanktioner ikke tør stå ved, at de er gravide eller har fået et barn.
I Danmark findes der jævnligt børn, som er født i dølgsmål og bagefter er blevet efterladt, levende eller døde. Sagerne er dybt tragiske, men heldigvis få. I Tyskland har man derimod alene i år fundet 23 døde babyer. Derfor kan tyske kvinder omtrent 80 steder i landet aflevere deres barn i en babyluge eller få hjælp til at føde anonymt.
»Hvis ikke kvinderne har den mulighed, finder man utrolig mange hittebørn eller børn, som bliver fundet i en affaldscontainer med en klud i munden,« fortæller John Lynge.
SterniPark har et døgnåbent nødnummer, som fortvivlede kvinder, gravide som nybagte mødre, kan ringe til. Derfra hjælper de frivillige kvinden igennem fødslen. I tiden efter fødslen kan mor og barn komme ud og bo i et mor-barn-hus. Her kan kvinden – endnu anonymt – i trygge rammer og omgivet af sygeplejersker forholde sig til barnet og finde ud af, hvad hun vil.
»Emilys mor havde meldt sig i et mor-barn-hus inden hun skulle føde. Hun fødte anonymt på et hospital i Flensborg. 10-12 dage efter forlod hun sit barn. Vi ved ikke hvorfor. Det ved vi aldrig. Det er en del af anonymiteten,« siger John Lynge.
Emilys fremtid uvis
Om Emilys mor er fast besluttet på ikke at kendes ved hende, vides endnu ikke. Indtil et barn er otte uger gammelt, har kvinden ret til at fortryde, at hun har vendt barnet ryggen. Derfor er Emilys fremtid uvis.
»Vi håber selvfølgelig, at moderen vil tage hende tilbage. Lige nu giver vi Emilys mor et pusterum. Hun kan måske modtage psykologbehandling eller få råd om, hvorvidt hun skal beholde eller bortadoptere barnet. Og skal hun bruge mere tid, så får hun også det. For der er tilfælde, hvor moderen under ingen omstændigheder vil have barnet, men hvor hun så skifter mening,« siger John Lynge.
60 procent af de spædbørn, som SterniPark tager sig af, ender – trods den svære start på livet – hos deres egen mor. Resten bliver bortadopteret. John og Dagmar har tidligere plejet to drengebørn. Begge blev bortadopteret.