Brugerne på verdens største internet-mødested, MySpace.com, er glade for musik. Så glade, at mange lægger musikvideoer ud på hjemmesiden. Og det er pladeselskabet Universal Music Group mindre glade for.
Universal lægger nu sag an mod MySpace, fordi pladegiganten mener, MySpace lægger cyberspace til ulovligheder.
»Vores musik og videoer spiller en hovedrolle i at bygge det fællesskab, som giver millioner af dollar til ejerne af MySpace. Vores mål er ikke at hindre udbredelsen af disse fællesskaber, men at sikre vores og kunstnernes rettigheder,« skriver Universal i en pressemeddelelse ifølge BBC.
Universal nævner eksempler, hvor videoer af Jay-Z, The Killers og Gwen Stefani er blevet lagt ud på MySpace uden pladeselskabets tilladelse.
MySpace har dog selv forsøgt at indføre et filter, der skal sortere brugernes ulovlige videoer fra. MySpace afviser Universals krav.
»Vi stiller nogle redskaber til rådighed for brugerne, så de kan dele de ting, de selv laver. Vi opfordrer ikke til og bifalder ikke, at folk bryder rettigheder på nogen måde,« oplyser MySpace til BBC.
MySpace er verdens største online-fællesskab og har over 130 millioner medlemmer over hele verden. Sagen mod MySpace kan blive principiel, fordi videotjenesten YouTube frygter lignende sager fra underholdningsbranchen.
YouTube blev for nylig købt af Google, som siden har indgået en aftale med Warner Music for at undgå retssager.