Ledelsen i Kristendemokraternes ungdomsparti vil på det kommende landsmøde midt i marts foreslå, at KDU løsriver sig helt fra moderpartiet og skifter navn til Cura Ungdom. Cura er latin for omsorg.
"Vores styrelse har besluttet, at man vil indstille til landsmødet, at man skifter navn til Cura Ungdom, og at man ikke længere er Kristendemokraternes ungdomsparti," siger KDU's næstformand, Ruben Kirkegaard ifølge Berlingske.dk.
Løsrivelsen kommer kun få måneder efter, Kristendemokraternes nye formand, Bjarne Hartung Kirkegaard, har overtaget styringen i partiet.
Næstformanden i ungdomspartiet siger, at løsrivelsen ikke skal ses som kritik af den nye formand. Det handler i højere grad om at forbedre mulighederne for at udbrede KDU's egne værdier, siger han.
"Folk skal ikke opfatte det som for eller imod Bjarne Hartung, men som et tilvalg af vores egen organisation. Det handler om, hvordan vi tjener vores grundlag bedst," siger Ruben Kirkegaard.