Interessen for at uddanne sig til lærer, pædagog eller socialrådgiver har ikke ligefrem ligget i top hos de unge i de senere år, men den tendens ser nu ud til at vende.
Det skriver Jyllands-Posten onsdag.
På landets læreruddannelser er der 16 procent flere ansøgere end sidste år, og på eksempelvis socialrådgiveruddannelsen ved UC Sjælland har man oplevet en stigning på 56 procent.
Og det er der en god grund til, for der tegner sig nemlig en ny tendens blandt de unge, siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet,
"De unge har fået det indtryk, at der inden så længe ligger en mulighed i det offentlige, hvor der skal løftes en lang række opgaver. Den generation, der har domineret i det offentlige, går inden længe på pension, og derfor ser de unge jobmuligheder her," siger han til Newspaq.
Samtidig giver han den økonomiske krise en del af ansvaret, da usikkerheden i det offentlige er langt mindre end i den private sektor.
Formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, mener ligeledes, at krisen har influeret på de unges valg af uddannelse.
"Jeg tror, at der er nogle værdier, som bærer igennem i en situation med lavkonjunktur. Der tiltaler arbejdet som sygeplejerske og pædagog en lang række unge. Det er blevet mere accepteret at lægge sit arbejdsliv, hvor man gør en forskel," siger han til Jyllands-Posten.