Feltet af kvote 2-ansøgere tyder på, at ansøgerne i år kaster sig over de korte uddannelser, mens universiteterne står stille. Det viser årets kvote 2-ansøgninger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Erhvervsakademierne, hvor man på to år kan blive bl.a. vvs-montør, finansøkonom eller multimediedesigner, har fået 17 pct. flere ansøgere via kvote 2 end sidste år. Professionshøjskolernes ansøgerfelt er vokset 6 pct., mens søgningen til universiteterne faktisk falder en smule.
På Københavns Erhvervsakademi, der er landets største, vurderer erhvervschef Jørgen Ravnsbæk, at en stor del af de flere ansøgere er unge, som ellers ikke ville have taget en videregående uddannelse.
På professionshøjskolerne er det især uddannelserne til sygeplejerske og pædagog, der har fået flere ansøgere. Det er ifølge Erik Knudsen, der er formand for professionshøjskolernes rektorkollegium, et udtryk for, at en bredere kreds af unge vælger at uddanne sig.
- Uddannelserne til sygeplejerske og pædagog er brede uddannelser, der appellerer til unge, som sjældent ønsker at flytte efter en uddannelse, og som skal overvinde sig for at komme i gang med en uddannelse, siger han.
Rektorformanden er dog mere usikker på, hvad der kan være forklaringen på, at antallet af kvote 2-ansøgere til læreruddannelsen igen falder.
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) glæder sig over, at der generelt er flere kvote-2-ansøgere. Hun hæfter sig bl.a. ved, at der er forskel i tilstrømningen af ansøgere fra universitet til universitet.
I Aarhus, København og Roskilde har man fået færre ansøgere end sidste år via kvote 2, mens man på Syddansk Universitet har fået 12 pct flere.
Ministeren har flere gange opfordret uddannelserne til at lære af erfaringerne med f.eks. optagelsessamtaler, når der optages studerende via kvote 2 - sådan som det sker på Syddansk Universitet.
- Det må handle om at afstemme forventningerne og finde det rette match mellem ansøgere og uddannelse, så vi undgår, at for mange vælger en uddannelse, som de ikke har lyst til, og hvor de måske ender med at droppe ud, siger hun til Jyllands-Posten.