I hvert fald viser en ny britisk undersøgelse, at unge kvinder har flere sexpartnere end unge mænd.
Undersøgelsen er foretaget blandt 2000 britiske unge, og viser, at den gennemsnitlige 21-årige kvinde har haft sex med ni personer.
I forhold til det halter mændene en smule bagefter - de har gennemsnitligt været i kanen med syv personer som 21-årige.
Den danske parterapeut og sexolog Joan Ørting mener, at det skyldes stress.
"Unge fyre i dag har det vanskeligt, for de har så store forventninger til sig selv og er bange for at skuffe pigen. Det giver stress, og så vil man måske hellere blive stående oppe i baren end at forsøge at score," siger hun til metroXpress.
Hun peger på, at der er mange mænd, der er bange for at blive gjort til grin, hvis de ikke leverer en god præstation.
"Piger er meget hardcore i dag og kan finde på at pege fingre og grine af en lille penis og skrive om det på Facebook, hvis en mand skuffer i sengen. Det vil jo være forfærdeligt for en mand, hvis han får ry som en, der ikke kan præstere," siger Joan Ørting.
Af den britiske undersøgelse, som magasinet More har foretaget, fremgik det, at mere end halvdelen af de adspurgte piger ikke var forelsket i deres første sexpartner.
Kun hver tredje mente, at det er afgørende at have følelser for den, man går i seng med, og syv ud af 10 kvinder havde haft et engangsknald.