En ung syrisk flygtning ønsker ikke at komme til København for at vidne i en sag mod en landsmand om fremstilling af bomber med blandt andet 17.460 tændstikker.
Den oprindelige plan var, at den 21-årige Dieab Khadigah, der afsoner en dom i Tyskland, skulle hentes til Danmark og afhøres over to dage i en nævningesag.
I stedet vil anklageren og forsvareren nu rejse til Tyskland for i en tysk retssal at stille spørgsmål til den 21-årige, oplyser retsformand Henriette Sartvin i Københavns Byret mandag.
Afhøringen filmes på video, og optagelsen vil senere blive vist for nævninger og dommere i byretten.
Dieab Khadigah er et vigtigt vidne i sagen mod en 31-årig syrisk mand, der var flygtning i Sverige, og som nu er tiltalt ved Københavns Byret.
Khadigah blev i november 2016 stoppet i Rødbyhavn, da han fra Tyskland forsøgte at rejse ind i Danmark med 17.460 tændstikker, fyrværkeri og andre effekter i sin rygsæk.
Tingene skulle bruges til fremstilling af bomber, og planen var, at den unge sammen med en anden person skulle dræbe og lemlæste tilfældige med hjemmelavede bomber og knive i København. Khadigah er ved retten i sydtyske Ravensburg dømt for forsøg på terror.
I Københavns Byret nægter den 31-årige landsmand imidlertid, at han stod i ledtog med den yngre.
Han boede i Sverige som flygtning, men han har erkendt, at han var i København netop den 19. november, da den yngre forsøgte at nå frem med rygsækken proppet med ting til fremstilling af bomber.
Det var imidlertid en fejltagelse, at han havnede i den danske hovedstad, har han fortalt. Det skete, fordi han to gange steg på tog i den forkerte retning. Han anede ikke, at han befandt sig i København, hævder han.
- Det er naturligt, at man ikke ved, hvor man er henne, når man er faret vild, siger han mandag.
Omkring den vigtige dato var der ganske korte opkald mellem de to mænds telefoner. Den 31-årige har dog afvist, at han kender den yngre.
I Ravensburg fastslog retten, at den yngre havde været udsat for en massiv radikalisering. Retten lagde vægt på, at han havde erklæret sig parat til at dræbe for Islamisk Stat, og retten mente, at der skulle sprænges flere bomber.
Byretten ventes midt i marts at afsige dom.
/ritzau/