En buschauffør blev onsdag aften truet med en køkkenkniv til at udlevere et mindre pengebeløb i en bus i Vejle.
Røveren var stået på bussen som passager ved byens banegård, men ved stoppet på Nørretorv trådte den unge mand frem i bussen, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Hans Hoffensetz.
- Da bussen standser ved torvet, rejser gerningsmanden sig op og går op til buschaufføren og trækker kniven frem og truer ham til at få udleveret et mindre kontantbeløb, siger han.
Den unge mand stak efterfølgende af, men politiet har sikret spor:
- Vi har gode ting at gå efter. Vi har blandt andet fundet kniven, som var smidt i en gård, lyder det fra vagtchefen.
Politiet har efterfølgende talt med fire personer, der også var passagerer i bussen.
Røveren bliver beskrevet som 18 til 20 år gammel og af asiatisk udseende. Han var cirka 170 centimeter høj og bar en mørk jakke med noget blåt på ærmerne og en sort hat.
/ritzau/