En 21-årig mand blev torsdag aften gennembanket af et tæskehold på en så grov måde, at han i øjeblikket er i livsfare.
Overfaldet skete på Kong Georges Vej på Frederiksberg, og vidner ringede til alarmcentralen klokken 23.17, oplyser Københavns Politi.
"Otte til ti personer har overfaldet én person - muligvis med slag med stump genstand - med spark, med slag og jokket på ham," siger Kristian Aaskov, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Newspaq.
Han betegner overfaldet som "meget groft."
Overfaldsmændene forlod gerningsstedet i to biler, hvorefter vidner kontaktede alarmcentralen.
Politiet er nu ved at afhøre vidner og indsamle efterforskningmateriale - deriblandt eventuelle videooptagelser.
Den 21-årige mand befinder sig på Rigshospitalets Traumecenter, hvor hans tilstand er kritisk blandt andet på grund af alvorlige læsioner i hovedet.