Udefra lignede det en almindelig minkfarm, men indeni er der indtil for nylig blevet produceret kraftigt og dødsensfarligt fyrværkeri. Thisted Politi stormede torsdag ejendommen ved Tved i Thy, der ligger blot én kilometer fra det sted, hvor to brødre forleden mistede livet, da de fremstillede ulovligt nytårsfyrværkeri.
»Vi har ransaget fem steder, og det ene sted var der tale om en fabrik. Vi fandt både hylstre, låg og kemikalier,« siger vagthavende ved Thisted Politi til Ritzau.
Ejeren af ejendommen nægter at have noget kendskab til fyrværkerifabrikken. Politiet vil nu arbejde videre med forskellige spor, men kan på nuværende tidspunkt ikke afsløre, om der er ransagninger af flere ulovlige fyrværkerifabrikker i vente.