Den 75-årige skuespiller, som for altid vil være kendt som Iben Skjold Hansen i TV-klassikeren Matador, har solgt sin lejlighed i hjertet af København og gjort klar til at slå sig ned i Helsingør.
Ifølge tinglysningen lød slutsedlen på hele 17,5 millioner kroner for den cirka 94 kvadratmeter store lejlighed centralt i hovedstaden. Da Ulla Henningsen i sin tid købte boligen tilbage i 1994, lød prisen på beskedne 602.898 kroner. På papiret giver det en prisstigning på svimlende 16.897.102 kroner over godt tre årtier - inden der selvfølgelig trækkes udgifter til renoveringer og forbedringer fra, skriver Se og Hør.
De nye ejere får nøglerne 1. august, og dermed er det definitivt slut på Ulla Henningsens københavner-kapitel.
Drømmehjem i Helsingør
Flytningen har dog været længe undervejs. Allerede sidste år købte Ulla Henningsen sammen med sin mand, musikeren Uffe Markussen, en 173 kvadratmeter stor lejlighed i Helsingør til 4,6 millioner kroner.
I et interview med Helsingør Dagblad fortalte hun, at hun glæder sig til at rykke ind i den historiske købstad, hvor både børn og børnebørn allerede bor.
Mens skuespilleren rykker mod Nordsjælland, bliver ægtemanden boende i Nordjylland, hvor han har skabt sig et solidt liv. Parret vil således pendle mellem landsdelene for at være sammen.
Ulla Henningsen er fortsat en aktiv karriere. Senest dukkede hun op i DR-serien Generationer, hvor en ny generation af seere fik øje på den erfarne skuespiller.