Det skal være slut med at arbejde i Afrika for en dansk bistandsorganisation uden at betale skat i Danmark. Det følger af den skattereform, som regeringen har fremlagt.
Udviklingsminister Christian Friis Bach har ikke tænkt sig at lave om på det, selv om bistandsorganisationerne ømmer sig.
- Skattereformen er, som den er. Den skal gennemføres som aftalt, siger han.
Organisationerne klager over, at de enten må sætte lønnen op eller hyre billigere folk, for eksempel i ulandene, hvor arbejdet foregår.
Ifølge ministeren bruger organisationerne allerede i stigende omfang lokale, velkvalificerede ansatte.
Christian Friis Bach mener ikke, at den sløjfede skattefordel kommer til at betyde det store.
- Skattefriheden har helt været et ekstra incitament til at tiltrække gode medarbejdere. Det er mit håb, at organisationerne kan fastholde engagementet trods de nye regler, og det tror jeg, de kan, siger ministeren.
- Det er attraktivt for mange at komme ud og prøve kræfter og løse store udfordringer, siger han.
Samtidig lover han at lytte til organisationer, som mener, at de kommer til at mangle millioner af kroner.
- Hvis der er ting, som er stærkt uhensigtsmæssige, må vi se på det. Men det tror jeg ikke, at der er, siger udviklingsminister Christian Friis Bach.
Dansk Røde Kors regner med enten at måtte hyre ringere arbejdskraft, hæve lønnen eller ansætte flere lokale, skriver Kristeligt Dagblad.
Luthersk Mission mener, at skattereformen vil koste selskabet fire-fem millioner kroner årligt, skriver avisen.
Ulandsorganisationerne har samlet sendt høringssvar med forslag om at undtage almennyttige foreningen for den nye skattepligt.
Ændringen er ifølge Kristeligt Dagblad især rettet mod konsulent- og industrivirksomheder.
Skattefriheden i Danmark har været gældende efter seks måneder i udlandet.