Det ligner en farce under opsejling. For da de tre medlemmer af UEFAs disciplinærudvalg afsagde den hårde dom til DBU og det danske landshold, havde de ikke sat sig ind i den danske geografi.
To af medlemmerne siger til B.T., at målet med dommen om at Danmark skal spille de fire kommende landskampe 250 kilometer væk fra København, blot handler om at kampen ikke må spilles i København - ikke at Danmark på det nærmeste bliver sendt til udlandet.
- Jeg kender jo ikke afstandene i Danmark, men det må i givet fald
blive genstand for en diskussion, siger Rainer Koch til avisen.
Samme Kock siger til TV 2 NEWS, at UEFA vil sætte sig sammen på mandag for at diskutere sagen. Meget tyder på, at UEFA vil dømme mildere i kilometer-dommen .
Uvidenheden hos disciplinærudvalgets medlemmer understreges af Joël Wollf fra Luxembourg, der til B.T. siger:
- Min mening er da, at Danmark kan spille sine kampe indenfor landets
grænser. Det skal bare være væk fra København.
DBUs informationschef Lars Berendt er tilfreds med den overraskende ringe viden, der ligger bag dommen til Danmark.
- Det understreger blot, at vi har en god appelsag, siger Berendt til B.T.