Når VM i fodbold bliver udvidet til 48 hold i 2026, så skal Europa minimum have tre lande mere med end i dag.
Det mener Aleksander Ceferin, præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der vil have 16 europæiske lande med i stedet for 13. Og gerne endnu flere.
- Kvaliteten befinder sig i Europa og Sydamerika. Vi kræver mindst 16 pladser, og det er i det værst tænkelige scenarie, siger Ceferin til den tyske avis Die Welt.
Det blev i januar besluttet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) at udvide verdensmesterskaberne i fodbold fra 32 til 48 hold i 2026.
Reinhard Grindel, der er chef i Det Tyske Fodboldforbund (DFB), er enig med Ceferin i, at 16 europæiske lande er et "absolut minimum" ud af de i alt 48 nationer.
Alle medlemmer - også de europæiske - i Fifa Council, som er det øverste beslutningsorgan i forbundet, stemte for forslaget om at sende flere hold til VM. Ceferin forklarer, at der ikke var nogen anden udvej.
- Uefa var det eneste forbund, som ikke ønskede VM-udvidelsen, men vi havde ikke en chance.
- Så vi besluttede, at vi nu vil kæmpe for så mange europæiske deltagere som muligt, siger Ceferin.
Europa har med 13 deltagende nationer haft flest VM-hold med de seneste mange gange.
Procentuelt har Sydamerika med fire eller oftest fem ud af kontinentets ti lande haft flest VM-deltagere.
Fifa-præsident Gianni Infantino ønsker, at Afrika og Asien bliver repræsenteret med flere nationer ved VM-slutrunderne.
Det ventes at blive endeligt afgjort ved en Fifa-kongres i Bahrain i maj, hvor mange deltagere der skal med fra de forskellige kontinenter.
/ritzau/