Det sker stadig oftere, at fagforeninger og Skat bliver gjort opmærksomme på arbejdssjak fra udlandet, der vil give folk et tilbud om hurtigt at udføre et stykke arbejde, skriver 3f.dk.
Og hos 3F i Aalborg er man sågar overbeviste om, at de 'gode tilbud' er sat i system.
Eksempelvis får husejerne tilbudt billig arbejdskraft gennem en lille folder. Men 3F advarer: arbejdet er ofte af tvivlsom kvalitet.
"Sidste år hed firmaet noget andet og næste år formentlig igen noget andet. Hele idéen er at tjene hurtige penge uden at svare skat og moms og så forsvinde igen," påpeger faglig sekretær i 3F Aalborg, Torben Jensen, over for 3f.dk.
De snydende arbejdere, der oftest kommer fra Polen og Rumænien, tilbyder eksempelvis husejere at lave en hurtig indkørsel.
Vurderingen fra Aalborg lyder, at i alt 60 til 70 arbejdere tilbyder de 'rørende tilbud'. De arbejder sammen i hold på seks til ti mand.
De er oftest englændere eller irere, der står i spidsen for de "forhutlede arbejdere" i den lyssky gescheft.
3F Aalborg har anmeldt de udenlandske sjak til både politi og Skat.